Fandens Fruentimmer, del II

[Les del I her]

Jeg tillot min venn Hr. Knippling at fremprodusere sine dokumenter, men kunne ikke lese dem paa tom mage. Jeg hadde, trods alt, kommet for matens og Selskapets skyld. Min gode venn forstod, la dokumentmappen fra seg i Salongen og førte meg inn til et aldeles beundringsverdig middagsbord. Det var hummer til minst seks personer, men jeg var da eneste inviterte. Min gode venn viftet overbærende med haanden og sa at jeg ikke skulle bekymre meg, for intet ville gaa til spille. Det var da jeg for første gang fikk m&oslas;te min venns forlovede; Theodora.

Som i en gammeldags ridderroman rakte hun meg sin haand til kyss og kastet blikket vilkaarlig annetsteds. Jeg kikket raskt bort paa min venn som latet til aa ta det hele med fattet holdning, derfor lot jeg mine lepper raskt berøre hennes silkemyke, nærmest barnlige, dog kjølige hender. «Er De syk, frue?» spurte jeg. Hun rødmet, svarte ikke, og jeg stod igjen med følelsen av at det var noe jeg hadde oversett. Hadde hun kjølt ned hendene fra det varme kjøkkenutstyret for meget, slik at jeg ikke skulle bli brydd av varmen? Var det kanhende ikke hun som hadde stelt maten istand? Jeg lot tankene svinne og bestemte meg heller for at nyte maten, satte meg, nikket som takk da bordbønnen var lest (min gode venn hadde vært lojal kristen fra barnsben av) og lot vertinnen servere meg.

Middagen ble akkompagnert av lettsindige samtaler om Været, min første publikasjon og arbeidet med den, og min venn Riksantikvarens smaa gevinster paa Børsen. «Saltet fisk,» sa han, «vil kanhende bli rikets eneste eksportvare av nevneværdig størrelse i fremtiden. Japan viser interesse. Amerikanerne ogsaa. Det er kanhende hjemlengsel fra deres side.»

Det ble tid for kaffe, cognac og sigar, og vi trakk oss tilbake til Salongen. Det var da hendelsene tok en uventet retning; Knippling la sine dokumenter foran meg, nesten tvingende, og sa han hadde et foretagende han maatte ta seg av. Jeg kunde ha sagt hvor frekt det hele virket; vennlighet, fin middag og saa tvangsarbeide, men jeg lot være av ukjente grunner, plukket opp dokumentene og begynte aa bla viljeløst i dem. "En Analyse af Digternes sind". Latterlig - -

Sitat:
"Det forekommer mig at Rikes Digtere er af en egenart mænnesker som kan sies at være det svakeste i ethvert Samfunds hierarki. Fra de store, kjente til de ukjente, smaa finder vi et sindelag tilrettelagt for kreasjon underlagt en tilsynelatende forhaandsbestemt selvmedlidenhet. Hvorfor er det slik at Norges folk lar seg sjarmere til drømmerier av mænd som har mistet sin tilhørighet, avgaatt den Sosiale Død og som intet bedre har at gjøre end aa hævne sig paa det folk de lever af?"
Vrøvl! Jeg forstod hvorfor Knippling hadde latt meg alene igjen.

Jeg la dokumentene fra meg bare for aa opdage at jeg var overvaaket! Knipplings forlovede, denne duen; Theodora, stod i døraabningen og stirret lunt paa meg. Hvor lenge hadde hun staatt der? undret jeg, og spurte henne rett ut. Hun svarte ikke, men beveget seg like til meg, satte seg ved siden av meg paa divanen og lente seg intil meg. Jeg skulle til aa fare opp, men hun stoppet meg med en haand paa mitt laar. «Hva!? - », jeg fik ikke fullført før hun hadde lagt en finger paa mine lepper. «Jeg hører De ikke har noen pige for tiden. Ingen i dit liv.» Hennes stemme var som vann i ørkenen, de falt like til min sjæl. Jeg nikket, det var jo sant. Hun strøk meg over laaret. Da rev jeg meg ifra hende og fik protestert: «Frøken, deres mand! Deres forlovede! La ikke mig være den som ruinerer deres Egteskab!» Hun saa fortvivlet og forskræmt ut, men jeg forstod at det hele var et spil for hende. Hvilket fruentimmer!

Hun var dog vakker, derfor besluttet jeg aa forlate for aa aldri mer ta kontakt, hverken med hende eller hennes forlovede, min forhenværende venn Hr. Knippling. Hvilke grusomme utageringer vi åndsmennesker maa tillate! Og dét bare paa grunn af én enkel publikasjon. Jeg kommer aldrig til at glemme. Naar jeg tænker paa det, tror jeg heller ikke at det var hende som laget den deilige hummer. Saa pen og en mester i kjøkkenets kultur? Det tror jeg ikke. Hendes hender var for bløte til det. Hennes øyne for uskyldige. Dog var hun ingen ængel. I de kjente ord av en av Kongeriket Norges fineste kunstnere: "Skjønnhet er en vakker Distraksjon!"
- - Slut. [Les del I her]

Tilbage

Hvorom alting er, tar jeg omsider afsked med Min lille Fjeldstue paa Landet. Ved Eos! den gryende morgenrøde, vil jeg returnere til Kristiania. For godt? Næppe!

En uvanlig lide fertil sommer, har kommet til ende, og hvis jeg bliver heroppe kommer høsten og tar mig. Jeg har ikke kræfter til å bedrive kamp mot kulden, da mitt arbeide Kræver alt af mig. At udsætte mig selv for influenca og saa videre. Uff..

Så snart jeg er i Byen, vil jeg maatte finde mig et arbeidsværelse. Jeg venter ikke, og har fuld forstaaelse for, om Fru Jensen har givet mitt gamle til Pris Væk til nogen annen. Tog jeg adjø med hende, forresten? Husker ikke.

Jeg haaber paa, aa træffe nogen, der lader mig sove paa hans divan en natt eller to. Nå, søvn.

Mere siden..

Fandens Fruentimmer, del I

[En kjapp oppsummering af hendelser a priori denne siste: Unge Herr Brandes elskelige tante hadde faatt nyss om Brandes skriverier, og nærmest tvang den unge, grænsesprengende Poet at røbe sitt virke til Hr. Riksantikvar, en gammel kjenning af hans tante. Brydd og sjenert hadde han møtt opp, men mot all forventning hadde Riksantikvaren omfavnet Brandes som en stor digter. Den ene hendelse fulgte den andre som perler paa en snor, og før Herr Brandes hadde summet seg hadde et forlag tatt ham til sitt bryst og ville gi ut hans digtsamling; "Digte og Betroelser af Brandes". Samlingen gav ham lite penger, men større social anseelse, og snart var han blant det gode selskap. Naa; til nutiden og Brandes høyst private betroelser.]

Jeg blev nærmest antastet her om dagen, og det af hender tilhørende min gode venn og fremadstormende aktionær Herr Knipplings forlovede. Han er, som mig selv, bare rundt det tyvende aar i sitt liv, men, som mig selv, paa de beste veje mot den Lyse Fremtid. Det trodde jeg iallefall inntil mit siste besøk, som jeg her vil forsøke at gjengi. - -

Det var Torsdag morgen, klokken var halv åtte og jeg hadde just fullført mitt morgentoilette avec elegance, da bjellen ved min dør kunne høres. Med Haanden om øverste knapp i min grønne vest (med Gylne Traader af gullbelagt hermelin, den jeg har arvet) frøs jeg til for aa lytte paa stemmene fra inngangen i Etagen under. «Var det til meg?» undret jeg paa. Mine forhaabninger ble besvaret da husholderskens tunge gange og innsnørede pust snart kunde høres paa vei opp trappen mot mit losji. Jeg kneppet vesten ferdig, rettet den, og la min jakke over; Klar til at gripe Dagen ved nakken!

Ingen gjest, men et Brev. Jeg la det i min vests lomme, takket min husholderske og ønsket hende en Torsdag lykkeligere end alle hendes unge dager lagt i sammen. Hun fnøs, slik hun har for vane, og jeg lo muntert paa vei ned mot Kaféen med de Grønne Persienner hvor jeg ville læse Verdens Gang.Da mitt Rituale var ved sin ende, og jeg var paa vei til at forlate, kjente jeg brevet paa innersiden av jakken. En glædelig overraskelse! Jeg fisket det opp, saa rundt meg i lokalet som for aa nikke anerkjennende til de som maatte kikke, og løste opp dets forsegling med min Tyske fyldepenn. Brevet var kort, og lød: «Kjære broder i Aanden. (Kunstnere ville gjerne hilse hverandre paa dette vis.) Det var med varme i brystet jeg plukket opp en kopi af dine ælskverdige Betroelser, og uendelig begeistring jeg la den fra meg ferdiglest. Det er mit ønske at vi to atter skal møtes, og tale om gammelt og nytt, for der har hendt meget siden sist (og 'sist' var nærmere fem aar siden). Hvis det passer Dem, ønsker jeg og min Forlovede dig velkommen til aftensmat kommende Fredag kl. aatte presis. Gi beskjed om det ikke passer! Din ærbødige, Herr Knippling»Jeg smilte lett da minnet om vaar siste sammenkomst kom til meg, foldet Brevet sammen og forlot min Kafé.

Dagen efter, fem paa aatte, banket jeg paa døren til min gamle venns imponerende bolig. Verten selv tok i mot meg paa trappen i høstmørket. Vi talte om det ene og det andre, jeg la merke til at mine Betroelser laa fremme paa et lesebord akkurat utenfor taklampens umiddelbare rækkevide, til vi kom frem til min gamle venns poeng. "Brandes, min venn," sa han, "Kunde De tenke Dem at se paa nogle af mine egne artikler. De er kanhende ikke farget av poesiens metafysik, eller den uendelige søken efter det Skjønne, men dog innenfor Deres felt, vil jeg mene." Jeg var ikke dum. Selvsagt hadde det vært en hake.

-- Slutt, del I
[I mellemtiden, les et Eksempel paa Brandes grænsesprengende poesi Fra Herr Brandes Dagbok]

Hærlederen og hans Mænd

Dagens Kronik i Morgenbladet ere Skrevet af en af vaare mange Lovende unge Kunstnere, Gerhardt Gran, og Omhandler, skal man sige, Foruroligende Anliggender. Jeg vil her Citere og gi Uddrag af hva Gran skriver, saa man kan Bedøme paa egen Haand. Jeg tager ikke med alt, med det Væsenligste.
Først gør han Rede for sit Maal og sin Metode:

Jeg søger for All del ikke at Tilføre Malerkunsten - eller noen anden Kunstrætning - noget Nyt. Det lar sig ikke gør i Diskution eller Snak, men kun paa Lærret og ved Pen. Nogen Revlutionerende Kunstkritik maaske ingen af mig Forlange.

Videre faaretar han sig Sakernes Kærne:

Det jeg Søger at gøre ved denne Krokik, ere at Advare Publikum mot Faarestaaende Udstilling, hvilket Indhold ikke bare vil Sjokkere til Rædsel og Misopfatninger, men kan hende ogsaa til Rystelse i Samfundets Støtter. (...)
En skare af kunstnere har naa vedgaatt Enighed om at Bryde ved de Borgelige Konventioner, at Rive Op i Blufærdighedsprinsippet og Snu om paa den Opfatning landet har af Kunst. Vi søger ikke længer det Borgerne vil vi skal, Næmlig at Gjænnskabe Naturen i Romantikkens navn. Vi søger at gribe Fat i naturen og Øse af den, at bruge den og tilberede utaf den. Vi søger herefter at Fræmstille Sandheden i Rætferdighedens navn.

For ikke aa Komprimitere eller Svække sin og andres Kunstneriske Position, siger han afslutningsvis:

(...) La mig Bemærke at dette er fra Vaar side intet Forsøg paa et Rætfærdiggjøre vors, men kun et Forsvar mod den Uræt som vil blive Forbrytet imod oss siden. Udstillingen bliver Finanseret af oss selv, og Inkluderer Friskmaldte Lærret af en Række Talentfulde unge Kunsnere og Poeter.

Høres ikke dette ut som noget af en Trussel? Høres ikke dette ud som Fikse Ideer og Ungdommelig Tankespinn? Overmot og dårlig Tankestoff? Man maaske saktens skynde sig afted at se Lit paa denne Udstilling som tar sted i Næste Uge, for at see hva der bliver af det.

En liden tur indom Kristiania efter Mat og Maling del II - En Udflugt del VI

Naar jeg saadan afslutter og gjør min lille Fortælling til Ende, vil jeg gjøre Opmærksom paa at den ikke Ægner sig for Alle og Enhver. Saa, om De er en Sjæl af Godtroende og Sensitiv Natur, eller en Filistin af beste Humør, maa De legge Væk dette Breve naa. Hvis ikke kan de læse videre. Her vil ingen Bespares...

Om de er Vænnlig, vil De ikke Dømme oss for vaar Beslutning. Selv vil jeg ikke Undskylde mig. Heller ikke Blanc. Riktignok var vi Overstadigt Beruset, men det hadde Liden Indflydelse paa vaar Afgjørelse. Vindland hadde sin Hybel i en Bygaard ved St. Hanshaugen, og af omstendigheder som her forestaar uviktige, vilde Tilfældet det slik at Blanc viste Hvorhen Vinland Holdt Hus. Vi Kom os Over gæret som Førte ind i Baggaarden. Ikke lige stille som mus, Mistænker jeg, men efter alt Hell, kom vi oss Ubemærket hen ind i Trappeopgangen. Mørket var baade til Fordel og Besvær, og endelig Befandt vi os Udenfor Vindlands Værelse i Fjærde Etage.

Naa Faldt valget paa at først Undersøge om ikke Døren kunde være aapen, før vi Eventueldt banket paa. Og Døm om vaar Overraskelse naar vi ganske Ænkelt kunde Snike oss Uhindret Ind! Vi kom til et lide Forværelse. Her hang En Vinterfrak, og stod nogen Resærvesko. Udenom det var der for mørkt til at kunde se Noget.

Vi Kender disse Hyblene, siden vi selv have Levd i Slige. Derfor gettet vi Ganske Riktig naar næste Rom var Kombineret Soveværelse og Opholdsrom. Her var det Belysning, saa vi kunde see Skrivebordet fra Døraapningen. Og Sannelig! Skulde vaar Flax ingen ende ta? For hen paa Skrivebordet kunde jeg see en Nylig indbrættet og Stæmplet Konvolutt, Adresseret til Aftenpostens Redaktør. Jeg hoppet frem, Greb Konvolutten og Utbrød et Seirende: "Ha! Ha!", men ble slaaet til Bage af det Vanvidd som Forestildte sig for mig: Hen paa sengen laa de to Kompagnionger, heldt Afklædd og Holdt om hverandre, Beførte sine Graadige Hænder om Muskler og Laar, Skuldrer og Lædd. Vi afbrød dem midt i en Elskov!! Jeg ble som Lam. Maabende stirrende paa denne Skrækkelige Scene. Bakfor mig Hørte jeg Blanck utbryde et "Fy Fanden" før han Brægte sig. De to Kameratene ble Rammet af Sjokk, og greb sine Tæpper for aa Tildække sig. Ingen sa noe....
Jeg ved ikke hvor Længe det tog før vi forsigtig tog noen Skridt tilbage, lukket døren sagte efter os, og Forsvandt løpende Ud paa Gaden...

Vi løp nedtil Karl Johan og Spadserte derfra Ud mod Akershus Fæstning. Vi satte oss tilrætte og stappet hvær vaar Pipe.
"Fy fanden," sa Blanc. "De koste seg som Purkende Griser i en Hærlig Søle."
"Vi skulle Opfattet det for Længe siden. Altid har det vært Noget Mærkelig Mystiskt med dem."
"Men, HAHAHA!!! for et Motiv det ville Blive. Tænk! Tænk aa Udstille noget slikt!"
"Nei, uff! Jeg tør ikke Engang Udstille mit af Rudler. Tænk, noget slikt vilde gjøre Desto mer Rabalder og Brus."
"Han tog altså sit Liv?"
"Ja. Han gjorde det. Men ingen trænger at Vide mer enn Nødvendigt. Jeg tog Haand om Morfinflasken."
"Og, naa har du Malt ham slik du Fant ham,Hmm?"
"Ja."
"Tænkte jeg det ikke. Men hvorfor ikke Udstille det? Hva er galdt med at sige sagerne slik som de er? Hva er galdt med at Fortælle Sandheden? Vise Mænnesket hva som Bevæger sig paa deres Klode? Undertiden mener jeg Bestemdt, at aa forsømme Sandheden er en Forbrydelse.."
"Kan hende du har Ræt, Blanc. Og Hvorfor ikke. Hvorfor ikke vise Mænnesket hva som Foregaar? Hvorfor sjule fra dem Snadheden? Ja! Jeg vil Udstille Maleriet. Det er noget af det bædste jeg Noengang har Lavet. Og du Burdte Male og Udstille det du saa Ikvæld, Blanc. Og udstille det.. Slaa det Fast!"
"Jeg slaar det fast. Hvor meget har de igjæn paa Maleriet?"
"Dybde. Bare Dybde."
"Dra hjæm, og i Morgen gjør du det Færdigt"
"Ja."

Vi Tændte fyr paa Artiklen om Unge Dekadente og trykket Hværandres hænder.

Jeg gremmes

Det ryktes at min forhenværende venn, herr Rudler, har tatt sit eget liv i det som blant de eldre Damene paa kaféen beskrives som en pinlig kjærlighetsaffære. Jeg gremmes.

De sier han tok nok morfin for tre voksne mænd. Jeg tror ikke paa det.

Vi hadde skilt som venner, jeg fordypet i mine studier og mit eget liv, og han i sine ting. Det maa sies at han, sist jeg saa ham, var mest som et Skrømt, men jeg tror ikke han tok sit eget liv. Jeg nekter aa tro paa det. Han var tydelig syk. En feber som saa ut til at gnage kjøttet fra hans ben, spise op hans sind og lot sjelen drive som et lommetørkle paa vandet.

Jeg husker sgu han talte om en onkel Frithjof der sprædte Gud Herrens budskap blant de usiviliserte i Kongo. Hadde han smittet min venn med jungelfeber? Kan det være slik?

Jeg tar avstand fra de ondsinnede rykte uansett. Her i Kristiania, som paa bygden, blir én fjær til fem høns over natten - og over glasset.
Fred over hans minne.

En liden tur indom Kristiania efter Mat og Maling - Udflugt del V

To timer tager det at spadsere nedom Kristiania. Det er en Forfriskende Tur, som jeg ikke har noget imod at Foreta mig. De Grøne Ænger ligger Vidstrakte, og Smaa næsten Gjængrodde stier slynger sig hid og dit Gjennom busk og bas. Naa paa sommeren springer Naturen ud i all sin Fuldkommenhed! Men jeg siger heller ikke neitak til Kys. Der kom en Robust gamel Bonde Mand kjørende paa en Kjærre. Han heter Borgen, og viser sig at være min nærmeste nabo oppe i Heimen..

Borgen var paa veg til Youngstorvet paa søndagsmarkede. Bagat i Kjærren hadde han store Sække med Grønnsager, Friske, Nye Fine Grønnsager som han skulle Sælge. Saadan mens jeg Spiser paa en Guldrod, ruller vi over Grüneløkka og op Torvgaden. Borgen er visst Godt Kjendt i Kristiania, for der var mange som Hilste.

Torvet var fuldt af Mænnesker, for det var sol og skyeløs himmel. Jeg ble uvilkaalig og pludselig saa Glad i livet, og alle Mænnesker heri. Jeg Gledet mig Stort ovenfor alle og hilste hjærteligt. Snart hadde jeg mat nok for en uge, naa Tilbagestod det at Opdrive maling.

Det skulde paa Rimeligt vis la sig gøre. Min Ven af Felles Proffetion; Theodor Blanc, hadde nættop mottat en ny Forsyning fra Udlandet, og kunne afse nok til at jeg kunde faa mit Maleri Færdigt. Han holdt til oppe ved Tullinløkka, hvor Skyggen til all Tid Synes mig saa Deiligt Kjølig. Vi ble siddende der ude paa Balkongen og titte ned paa de smaa barn som legte paa bakken.

"Jassaa, Hr. Gran, De har Isoleret Dem paa Landet. Hva for et Sted ere det De har deroppe?"
"En Fjeldstue efter min Mor."
"Javel. Men naa maa de da være aldeles forsiktig, saa ikke al den friske Luft gaar dem til Hovede."
"Aa, De skulde bare Vist hvorledes det er der oppe. De kender ikke Naturen, Blanc, De formaader ikke, at den Unægtelig er Hærlig.
"Hva? Hvem er det, si'r du? Hvem er Unægtelig Hærlig?"
"Men Theodor, da. Hører du ikke ætter? La oss gaa til Grand og ta en Absinth. Jeg reiser ikke tilbage før tidligst ikvæld"

PAA GRAND

Grand var Rigtigt overbefolket. Hist og Hint sat Kuntnere og Forrætningsmænd, Hustruer og Gentlemen, Bohemer og Gale Poeter. Der borte i Krogen sat Obstfelder alene, men han gadd vi oss ikke med, for han var altid saa Lunefuld og Sommersyg. Men vi fandt til slutt et Ledig bord innimellem alle de Kende Fjæs fra Verdens Ledende Kultur Kredts.. Ludvigzen serveret oss med Udsøgt Service; og vi Drak vaar Absinth med Lystige Hjærter.

Men det var ikke længe vi fik beholde roen og bordet for oss selv. To djævler kom hen og besatte vaart bord. Disse var Tom Lund og hans Ven Kai Vindland, studenter, Angivelig fra Vestlandet. Disse to var Lide likt og Altid ophav til Ubehag. Man saa dem aldri hver for sig. Hvor den ene var, var ogsaa den andre. Noget som falt ganske Ret, da de hadde ingen Fellesheder med andre. Kort sagt; den ene var den andre lik, og de var hverandres skygge.

De Kastet sig over Stolene som Rovdyr over byttet.
”Ludvigzen! Kage!” ropte Lund som om han var Grands Bestyrer.
”Naa, Gran, jeg hører Deres Ven Rudler har taget sit Liv.”
Jeg for op!
”Hvorfra har De det, din lille Mark. Hva? Løgne, Løgne, Løgne. Det er det dere to sidder sammen og Koger i hop, hva?”
”Det er sandheden. Rygterne vandrer, Gran. De vandrer med Krykker… Hihi!”
”De er Sjofel, Lund.”
”Naavel. Rygterne siger at de efter Obduktionen fant nok Morfin i ham, til aa tage livet af en Hest. En Hest, Gran.”
”Dra til Satan, din dritt.”
”Smakte Kagen, Vindland, siden De har Den over hele Ansigdet?” spurte Blanc.
”Hm! Ja, ja.”
”Vinland her Arbeider med en Artikel til Aftenposten om Unge Kunstneres Dekadente Livsførelse. Tidspungtet kunde vel næppe ha Passet sig Bedre, eller hva, Gran?”
”Du har ingen Ret til at Trække Rudler ind i nogen Artikel, din Satan. La det være, hører du. Du lar det Ligge.”
”For sent. Den er færdig, og skal leveres til Redaktion i morgen.”
”Se aa kom dere Væk fra vaart bord. Naa! Ud! Forsvind!”

De to Uglene smildte Tilfredse og Gik. Oprørte bled vi ved. Efter lit Tænking fant vi ud at vi skulde dra Hen til Vindland og Stjæle Artiklen fra Ham.




mere siden....

Fra Herr Brandes dagbok

Jeg ønsker jeg var en smidig katt,
fin og lat,
mett av mat og av dage.

Saa, naar dagen kom med regn
ville jeg strekke min kropp paa divanen,
glemme mine omgivelser,
og sove hele dagen.

En Udflugt - IV -

Paa det nakne bord intet annet enn en Tom flaske Absinth. En Oljelampe hænger fra taget, hvori der Brænner Lyst og Varmt. Der er optent i Ovnen og Veden Gløder. Vinduet er Dugfriskt. Regnet og Mørket der paa udsiden kommer ikke ind. Et Timeglas staar hen paa Karmen, ennu ikke fult Udrent. Siddende paa en stole og liggende med armene i Krys, en Tilsynelatende Sovende Ung Mand. Paa Gulvet, en Liden flaske Morfin ligger slaaet overende.

Sesaa! Slik var det, og just saa bliver mit Værk. Ennu er det ikke Riktig færdigt, for jeg vil gjænnskabe det slig jeg saa det. Nøyaktig slig jeg saa det. Fanden ete mig at der vil blive Rædselskrik ovenfor dette Billede. Tænk! Aldri maa det Udstilles til Publikum. Jeg vil spare Offentligheden for Ubehagelighedene..

Hmm! Jeg maa Rationere paa min mat. Jeg er ikke langt Væk ifra Byen, men jeg have intet Paatrængende Ønske at Reise dithen just nu. Nøden kan Visseligt udtrækkes enda mer. Jeg Undres om nogen vet hvor jeg holder til. Vel, det spiller vel ingen trille Fra eller Til. Herop er ingen Velkomne!

Paa den andre Side, ere jeg snart uden Maling. Nu bekjæftiger jeg mig stort sett med at Rænse Pænsel og justere mit Staffeli, for at kunde Gribe fat naar Inspirationen Træffer med sin Kraft. Maaske jeg kanskje hen til Kristiania i Morgen, aligevel?? Fan.

En Udflugt III - Om aa Arbeide sig Frisk

Netop har jeg Udført en meget Kraftfuld Akt. Det tæret paa Kræfterne, saa at jeg naa er helt udslitt. La mig saadan Redegjøre for at der er snak om en akt af Kunstnerisk art. Jeg forgriber mig paa lærret... Kniber fatt paa Pænselen saa det Værker i Knokler og bein, saa det renner Blod af mine saare negler.

Dagens arbeide gik fort. Jeg beaandet en Række raske Aandedrag, og arbeidet Intenst som i Panik. Lærrete er stort, 1 x 1.46m, og jeg have faat det tilsendt af en Kamerat i Paris. Det er virkeligt ganske vanskelig at opdrive de riktige Redskaber, og tilstrækkelige mængder, her i Norge.
Motivet forblir non-figurativt paa ubestemt tid, da jeg enda Befinder mig i startfasen og Aftenhimmelen med sine Solbelyste skyer ikke er Tilstrækkelige arbeidsforhold. Nå gjeldet det aa vente med taalmodighed paa morgenen.

Sannelig, jeg trodde mig i Stand til at Kunde Distansere mig fra Hendelsen. Jeg vilde være den Stolte Kunstner, som paa Aftsand af Betraktet og Observeret hvorledes de Invoverte Behandlet Situationen. Men jeg er vist af mer Sensitiv Natur enn jeg har Antat. Angst og Sorg og Rædsel har vert Psychologiske Tilknytningspunkt i mit Arbeide. Og det er jo Netop Karakteristisk for den naaværende Sjæletilstand jeg Opererer i.

Jeg kan ikke Lite paa mig selv, bare det Arbeide jeg Udfører...

En Udflugt II - En Nekrolog

Nekrolog Morgenbladet. Nylige Dødsfald:

Rimberg Rudler, Student og Skribent, døde i gaar aftens paa Hospitalen i en alder af 24 aar, Efter at blive funnet bevidstløs paa sin hybel af sin Ven, Gerhard Gran. Aarsaken til dødsfaldet forbliver uvist til efter obduktion. Morgenbladet Kondolerer.


Nationens Fane og Stolte symbol; Flaget, sænkes nok paa halv stang over hele Kristiania, kan jeg tænke mig. Men Jeg holder ikke ud Smaabyens sladder og skvadder. Rudler og Frk. Prom paa alles Lepper... Bohemenes Moralske Fordærvelse, osv.... Nei! Jeg tog min spaserstok, og hat, og drog min veg, til en liten post av min eiendom paa landet. Her kan jeg finde den fred som er mig saa kjær, naada jeg skal fordøye de siste hendelser.
Bagefter hendelsen sidder jeg naa paa en mosevaat stene optil et gære, med hemmeligheden godt forseglet i min venstre lomme. For indpakket i et stykke tøi, have jeg en liden flaske Morfin. Kanhende er det dumt aa beholde den, men kanhende tenker jeg ikke rent for bare Sorg. Det maaske ikke komme paa dør at Rimberg tog sit eget liv, om ikke andet, saa for hans Families skyld. Nekrologen har jeg Revet ud af Morgenbladet, for at tage vare paa..
Naa vil jeg heldst have lit Fred.. Mere siden..

G.G.

Udflugt 1ste Dag

Herpaa bredden af det Lave land, sidder intet enslig dyr. Herom findes der ikke Liv. Ikke en hare, en Ælg, et Daadyr eller Ræv, her findes ikke engang Fugl. Hvor det er Kjedeligt at ruske Rundt i Skogen ganske slig alene, uden naturens selvskab.